​Billeder fra vores smukke omgivelser

Eventyrlig natur på Røsnæs

​Røsnæs er en sælsom halvø på Sjællands Vestkyst, der stikker adskillige kilometer ud i Storebælt. Med hav på begge sider er Røsnæs skubbet op af undergrunden under istiden for 18.000 år siden, og i dag hviler den med stejle skrænter, der ender i naturskønne strande.

Som Danmarks vestligste punkt byder Røsnæs på imponerende udsigter, hvor du, når vejret er klart, kan skue til Samsø, Fyn og Jylland, og på Røsnæs finder du en enestående natur ulig nogen andre steder i Danmark.​

Store dele af Røsnæs er naturfredet, og halvøen er et eventyr i sig selv, hvor du både finder Danmarks største vingård, det historiske fyr helt ude på tippen og øde naturstier, der indbyder til meditativ vandring. 

Røsnæs Fyr - Røsnæsvej 477, 4400 Kalundborg

Fyret er bygget i 1844-46, hvor der tidligere havde ligget et forsvarsbatteri. Røsnæs fyr har åbnet for en udstilling, langs med trappen op til toppen. Udstillingen fortæller blandt andet om de krige, som har Røsnæs Fyr har været en del af. I årenes løb er mange skibe forlist på Røsnæs Rev. Derfor opførtes i 1939 et fremskudt fyr, kaldet Røsnæs Puller, ved revets spids ca. 2 km fra land.

På alle åbningsdage i weekender og andre helligdage er der åbent fra kl. 11.00 – 16.00

Fra fyret kan du vælge at gå en tur i det fantastiske landskab eller tage til Røsnæs Naturskole. Fra naturskolen kan du nemt gå en tur til Vågehøj og besøge den gamle bunker. Café og Fyr har åbent for besøgende lørdag og søndag i hele sæsonen fra 1. april og frem til weekenden i efterårsferien (uge 42). Derudover er der åbent alle dage i forbindelse med Påsken, St. Bededag, Kr. Himmelfartsdag og i pinsen.

Bo og Aktivitetcentret holder Fyret åbent alle hverdage:

Fra den 3.04. – 20.10. fra kl. 11.00 – 15.00

I ugerne 28 – 29 – 30 – 31 fra kl. 11.00 – 17.00

Start din dag ved fyret hvor du får en fantastisk udsigt. Efter turen op og ned ad de mange trapper kan du købe is og kaffe i cafeen.

Røsnæs Naturskole - Røsnæsvej 458, 4400 Kalundborg – tel.: +45 59509776

Røsnæs Naturskole tilbyder naturoplevelser og naturvejledning for børn og voksne. Den ligger i naturskønne omgivelser på spidsen af Røsnæs.

Download her en folder over området

​Spidsen af Røsnæs er Sjællands vestligste punkt. I 1964 købte staten Røsnæsgården for at gøre området mere tilgængeligt for befolkningen.

Der er fri færdsel i skovene og på de græsklædte arealer. En vandrerute er markeret med gule pletter på sten, træer og pæle. Ruten er ca. 5 km. Terrænet er bakket, stierne er ujævne og forløber bl.a. over stenstrand og gennem indhegninger. Ved højvande kan stranden være oversvømmet. Man kan gå på stier oven for skrænterne.

Hvis familien skal have en hygge dag i naturen er Røsnæs Naturskole det perfekte sted. Her er legeplads med gynger og klatretovbane og en gammel have med store træer. Der er en kort gåtur ned til en sten strand, hvor I kan bade eller fange krabber. Der er bålplads til friafbenyttelse samt borde og bænke, hvor den medbragte mad kan nydes.

Dyrene i folden er meget glade for børn og lige nu er der:
- høns, kaniner, geder, får, et æsel, heste, en gris og køer på markerne om sommeren.

Udstilling

I den gamle hestestald ved siden af hovedbygningen er der en miniudstilling om det omliggende naturområde med fredet overdrevskratskov og interessante landskabsformationer.

Du kan spise medbragt frokost ved Naturskolen eller spise på Café Edderfuglen. Bordbestilling anbefales på telefon +45 5952 7273. Priser fra 70 kr.

Røsnæs Kirke - Søbakken 2, 4400 Kalundborg

Røsnæs Kirke er oprindeligt fra 1200-tallet, men er bygget op gennem 1400- og 1600-tallet. Kirkerummet er overvejende romansk med runde buer og tykke mure. Den nyeste tilbygning er fra 1909 og fungerer som ligkapel. Prædikestolen er udført i den såkaldte Kalundborg-stil. Krucifixet på alteret og døbefonten er af nutidig oprindelse. Kirken ligger på en lille bakketop, og herfra er der en skøn udsigt ud over Kalundborg Fjord.

Røsnæs Havn / Nyby Havn - Røsnæs Havn, 4400 Kalundborg

Den blev anlagt i begyndelsen af anden verdenskrig for at holde beskæftigelse til egnens befolkning, så de undgik at blive sendt til Tyskland.

Tanken var, at egnens fiskekuttere ville flytte fra Kalundborg til Nyby, fordi det ville være lettere at komme ind med fangsten her end at skulle sejle gennem Kalundborg Fjord. Men det slog aldrig rigtigt an, fordi de fleste fiskere boede i Kalundborg.

Der blev ellers både bygget auktionshus og ansat forretningsfører, og omkring 1950 blev vejen fra Ulstrup til Nyby gjort bredere og asfalteret. I dag sejler kun ganske få erhvervs- og nogle fritidsfiskere ud fra havnen, men en del lystsejlere benytter den i sommerperioden. Ønsker du at lægge til med skib i Nyby Havn / Røsnæs Havn - kontakt på tlf. +45 51 73 25 43. Pris fra 120 kr.

Faciliteter:
Bad, toilet, vand og strøm

Øhavnen, der er forbundet med Røsnæshalvøen ved en 150 m lang dæmning, ejes af Kalundborg Kommune, men administreres af Kalundborg Havn. Indløbet er 16 m bredt, og skibe, der går ind i havnen, må højst være 20 m lange, 8 m brede og 2,5 m dybe.

Se evt. www.dendanskehavnelods.dk

Naturrummet - Røsnæsvej 233, 4400 Kalundborg

I Naturrummet kan I skabe overblik over Røsnæs og Røsnæs Rundt. I kan planlægge jeres tur ved hjælp af beskrivelserne af de 13 landmarks og det store kort over øens attraktioner og vandreruter.

Naturrummet er det oplagte første stop på jeres tur Røsnæs Rundt. Her finder I en beskrivelse af de 13 landmarks, information om Røsnæs og om projektet Røsnæs Rundt. Derudover finder I et stort kort i træ, hvor I får et overblik over ruten. Herfra kan I planlægge jeres videre tur.

Naturrummet er en bygning af glas, hvilket betyder at I føler jer i et med naturen, selv indenfor. På kolde dage kan I sidde og varme jer omkring den hyggelige pejs. Udenfor kan I nyde jeres medbragte mad eller bare sidde og nyde solen og den omkringliggende natur.

Der ligger informationsfoldere i naturrummet, hvori du kan læse om nogle af de muligheder, Røsnæs kan tilbyde dig, og du kan se de forskellige landmarks på bordmodellen.

Download evt. appen Røsnæs Rundt, så har du fortællingerne om hvert landmark lige ved hånden.

Naturrummet ligger 8 km fra Kalundborg. Bus 553 mod Bjørnstrup fra Kalundborg St. Ønsker du at opleve Røsnæs på cykel, kan du leje din cykel hente en på forhånd booket cykel på Dyrehøj Vingård.

Yderligere informationer om Røsnæs kan findes på www.røsnæsrundt.dk

Vågehøj - smuk udsigt og underjordisk bunker

Gå en tur op på Vågehøj. Her kan du nyde udsigten over det smukke Vindekilde, og gå en tur ned i bunkeren under højen og se den flotte udstilling af effekter fra 2. Verdenskrig. Fra Vågehøj 56 m over havet er der en storslået udsigt. I klart vejr kan du se bl.a. Fyn, Samsø og Mols.


Ifølge et gammelt sagn holdt Valdemar Sejr i 1231 en lystig jagt i den daværende skov på Vågehøj. Jagten fik en brat afslutning, da kongens søn, Valdemar den Unge, blev truffet af en vildfaren pil, som gik lige gennem hans hjerte.

Kongen befalede i sin sorg, at intet træ mere skulle kaste sin skygge på den forbandede jord, hvor Danmarks håb blev dræbt. Den knitrende ild fortærede snart al skov. Røsnæs lå derpå øde og vindblæst i hundreder af år.

De betonfundamenter samt spor af elektriske installationer og forankring af ståldragere, der ses på Vågehøj, stammer fra en forsvarsstilling fra anden verdenskrig.

Forhistorien

Da tyskerne i efteråret 1944 frygtede et allieret angreb gennem Skagerak-Kattegat, begyndte de at bygge et stort antal kystbatterier i Nordsjælland, på Djursland, Hjelm og Fynshoved.

Marineartilleriafdeling 522 i København fik ansvaret for at opstille de sjællandske batterier. For at kunne ramme en invasionsstyrke ved indsejlingen blev ildstillingerne anbragt så tæt på kystlinjen som muligt - til direkte skydning.

På Vågehøj opførtes i november 1944 et marinekystbatteri nr. 7/522 MAA med 4 stk. 127 mm kanoner med en rækkevidde på 17,4 km, hvilket ville sige, at batteriet var i stand til at skyde indtil Samsø. Til luftforsvar blev opstillet 4 batterier med 20 mm og 37 mm luftværnskanoner. Endvidere indgik lyskastere og pejleanlæg i stillingen.

Endelig var der opstillet en radar af typen Seetakt. Den skulle overvåge skibstrafikken og observere fjendtlige fly, der udlagde miner i farvandet. Barakker og bunkers blev spredt ud over området til besætningen på ca. 120 mand. 

Vågehøj udhuledes til en bunker til mandskabet, der betjente radaren Freia ovenpå. I en dansk kommissionsrapport fra 1946 blev det efter besigtigelse og opmåling foreslået, at batteriet skulle bevares. Alligevel er der kun blevet disse få fundamenter tilbage.

Vindekilde

​Besøger du Røsnæs spidsen skal du også gå en tur i Vindekilde. Du parker bilen på p-pladsen ved skoven lige før naturskolen, og går mod syd/sydvest hen over overdrevet.​


Her går turen op og ned ad bakke for til sidst at ende ved kysten med en fantastisk udsigt. Du kommer igennem et urskovsagtigt krat, en fantastisk rig blomsterflora foruden insekter, hugorme, snoge, markfirben og salamandre.

Området blev fredet i 1924 ved en af Danmarks første naturfredninger. - Overdrevets blomster er ikke et produkt af landbruget – men har overlevet siden urtiden. 

De findes på den jord, hvor man aldrig har pløjet, og hvor græssende husdyr har holdt græs, krat og buske i ave lige som deres vilde forfædre.

De vindformede krat på skrænter og i slugter er måske de flotteste af deres art i Danmark. En afmærket sti følger toppen af skrænten og går ned i Vindekildeslugten nær kildens udløb i havet. Resterne af en tidligere bæverfarm ses som to rækker betonrør gravet ind i skrænten.

På de tørre solbeskinnede skrænter findes en spændende flora med arter, der ellers er karakteristiske for Europas stepper længere mod syd og øst. 

Markbynke, nikkende kobjælde, glat rottehale og knoldet mjødurt befinder sig her på den nordlige grænse af deres udbredelsesområde og er sjældne i Danmark.

Også insektlivet er rigt og særpræget. Mest iøjnefaldende er de mange dagsommerfuglearter.

Ulstrup Mølle - Røsnæsvej 365, 4400 Kalundborg – tel.: +45 21 26 14 77

Ulstrup Mølle blev i 2007 gennemgribende restaureret udvendigt og står flot med spåntækning og restaurerede vinger. Indvendigt finder I dele af det oprindelige værktøj bl.a. kværne, havrevalse, dele til skallekværn, sigter og gangtøj. 


Møllen åbner hver sommer dørene for offentligheden og holder åbent hver søndag. Her kan du opleve stemningen i en mølle, som "da farfar var barn". Resten af året er Ulstrup Mølle kun åben efter aftale.

Møllen ejes af Røsnæs Udvikling & Beboerforening

Aktivitetshuset på Røsnæs Havn - Røsnæs Havn, 4400 Kalundborg

​- Er et perfekt udgangspunkt for at udforske havets mange muligheder.

Huset på Røsnæs Havn er omdrejningspunkt for maritime aktiviteter for foreningsliv, skoler og institutioner, borgere, turister, fiskere, lystsejlere og mange andre – ikke blot på Røsnæs, men i hele Kalundborg kommune, blandt andet bliver Aktivitetshuset brugt som læringsrum for skoler.

Aktivitetshuset rummer gode muligheder for at bade året rundt, med en efterfølgende tilbagelænet tur i de tilstødende saunaer. Skal der mere action på drengen, kan I leje havkajakker og tage en tur til havs.

Gårdbutikken

I gårdbutikken hos Dyrehøj Vingaard bliver du mødt med en lille smagsprøve, når du træder ind af døren. Udover deres egne produkter vin, likør, brændevine og delikatesser, så er der også mange andre ting at kigge på, f.eks. brugskunst, glas, køkkengrej, sæber osv.

På terrassen foran butikken kan du nyde en is ved bordene eller spise din medbragte madpakke.

Åbningstiderne er dagligt fra kl. 10 - 17 fra påske til og med efterårsferien. Onsdag aften er der åbent til kl. 20.

​Røsnæs Naturcamping - Elverdam

Røsnæsvej 250

4400 Kalundborg​

CVR: ​26770629

​Kontakt

Telefon: 59 50 90 13

Mobil: 31 70 21 70

Mobil Lonny: 29 89 75 54

E-mail: ​log21@c.dk

Samarbejde

​Røsnæs Naturcamping - Elverdam

Røsnæsvej 250
4400 Kalundborg
CVR: 26770629